Meget groft salt med store krystaller. Perfekt til kogevandet. Eller som smukt element på bøffen.
“Sikani Salt – hvis du vil have en smagsoplevelse som gør, at du aldrig kan spise almindeligt salt igen!“
Stadig lidt krystaller til stede. Fino er derfor perfekt til saltkværnen. Bruges nemt til al madlavning.
“Ja jeg kommer ikke til at bruge andet salt!“
Den fine salt til smørrebrødet og salt på bordet.
“Jeg fik et chok, da jeg var løbet tør for Sikani Salt. Jeg købte noget helt almindeligt fint salt – og fik et chok. Det smagte rædselsfuldt. Ekstremt salt, og ingen andre smagsnuancer. Og ingen følelse af Siciliansk, varmt havvand, bløde sandstrande og helende middelhavssol.“
Så vil vi udfordre dig – smag forskellen mellem vores uraffinerede salt og alm. bordsalt. Vi LOVER dig… du kan smage en stor forskel. SIKANIs havsalt smager overhovedet ikke bittert.
Gør det den store forskel?
JA, f.eks behøver du ikke at tilføre sukker til din sovs. Det gør man nemlig for at dække over den bitre smag, almindeligt bordsalt giver.
Vi har den gode historie
Vores uraffinerede havsalt håndindsamles i de 3.000 år gamle og WWF beskyttede saltpander i Trapani på Siciliens nordvestlige kyst.
Saltet er bæredygtigt, da der ingen former for maskiner må komme ind på området grundet de mange sjældne trækfugle og flamingoer.
Da der næsten ingen industri er på vestsiden af Sicilien, er vandet og dermed også saltet meget rent.
I middelalderen tog vikingerne til Trapani og byttede bjørneskind til salt, som de dels brugte til at garve deres skind med og dels til madlavning samt saltning/konservering af kød.
SIKANIs uraffineret havsalt er kun drænet for havvand og er derfor stadig vådt, hvilket er med til at give en intens saltsmag, der gør, at der ikke skal bruges så meget i madlavningen. At saltet kun er drænet for havvand betyder, at det er salt i den mest naturlige form, sådan som man har brugt det i Middelhavslandene gennem årtusinder. SIKANI uraffineret havsalt fås i grosso, fino og extra fino.
SIKANI – Sicilian Sea Salt er godkendt og kontrolleret af ”Piano Dei Contolli Della” i henhold til Codex Alimentarius ”STAN 150-1985”.
Området er desuden er en del af Ramsar Konventionen – en international organisation til beskyttelse af verdens vigtigste og mest særlige vådområder.
Her er lidt uddrag fra Andreas Moritz bog: “Elsk din lever og lev længere”, hvorfor uraffineret salt er sundt:
"Naturligt havsalt indeholder 92 mineraler, hvorimod raffineret forfalsket salt (et biprodukt fra den kemiske industri) kun indeholder 2 elementer, nemlig natrium (Na) og klr (Cl)."
“Kroppen har brug for salt, hvis den skal fordøje kulhydrater ordentlig. Raffineret salt medfører væskeophobninger i led, lymfegange, lymfeknuder og nyrer. Det kan føre til galdesten, vægtforøgelse, forhøjet blodtryk og andre helbredsproblemer.”
“Saltet har fået et dårligt ry. Læger råder deres patienter til at holde sig fra natrium. Men derved har man en øget risiko for at komme til at mangle mineraler og sporstoffer. Spis uraffineret havsalt, og hvis ens kost indeholder kalium i naturlig form behøver man ikke frygte for det relative lave indhold af natrium. Fødevarer med særligt højt indhold af kalium er: bananer, abrikoser, avocadoer, græskarkerner, bønner, kartofler og mange andre grøntsager.”
“Problemer med nyrerne og blodtrykket, vægtforøgelse (overvægt) er de mest åbenlyse følger af at indtage raffineret salt.”
Civil ulydighed startede med salt, nemlig med Gandhis ikke-voldelige ”Salt March” til kysten ved Dandi ved Det Indiske Ocean i 1930, hvor han ledede en 400 km lang march til havet for at demonstrere mod regeringens saltmonopol. I sidste ende førte dette til Indiens selvstændighed i 1947.
En romersk soldat, en legionær, fik oprindelig en del af sin løn udbetalt i salt.
I middelalderens England, hvis man blev placeret tæt ved saltet, ”above the salt”, var man en vigtig person, som man skulle regne med. “Below the salt, var man placeret langt fra saltet og altså en ubetydelig person.
Salt over skulderen: I gamle dage blev det betragtet som en forudsigelse af ulykke, hvis man spildte salt på bordet. Dette ses blandt andet også på Leonardo da Vincis maleri Den sidste nadver, hvor et stort saltkar er væltet på bordet, direkte foran disciplen Judas. For at afværge ulykken, kunne man kaste salt over venstre skulder. Venstre skulder blev betragtet som den svageste, og derfor var det der, at onde væsener ville stå på lur.
Salt blev også benævnt som ”Det hvide guld”, da det næsten var mere værd end guld i nogen sammenhænge. Ord som ”salær” og det engelske ”salary” stammer direkte derfra.
